Helle Dalsgaard, dyrlæge og praksisejer:

Helle er uddannet i 1992 og startede sin praksiskarriere i blandet landpraksis i Ullits. I 2003 blev hun medejer af Ullits Dyrlæger og i 2006 fusionerede de sammen med 8 andre praksis til Dyrlægerne Himmerland, hvor Helle var gruppeleder for sektionen for heste. I 2009 fissionerede sammenslutningen og Hestehospitalet Himmerland blev en realitet, hvor Helle sad som direktør og bestyrelsesformand indtil lukningen i 2016. Herefter startede Helle selvstændig Hestepraksis op fra bopælen nemlig det nuværende Hestepraksis Himmerland.

Helle er født og opvokset på landet, har altid haft stor passion for heste både i sin fritid og som dyrlæge.
Hun er gift med Christen og sammen har de 3 drenge, Emil født i 1995, Jacob i 1997 og Frederik i 2000. Sammen driver de et stutteri med jydske heste, som tog sin begyndelse, da Helle købte sin først jyde i 1988 og hele avlsmaterialet kan føres tilbage dertil.
Hun har været aktiv i diverse bestyrelser og har været formand for Avlsforeningen Den Jydske Hest siden 2012, medlem af Landsudvalget og forretningsudvalget under SEGES hest.

Med 29 års erfaring har Helle et bredt kendskab til stort set alle sider af de arbejdsopgaver, der er i Hestepraksis, men den store lidenskab ligger i reproduktionen samt tænder og almen udkørende Hestepraksis.

Åse Bach, Freelance bogholder:

Åse bor i Ikast sammen med Niels og har et godt kendskab til dyrlægebranchen. Hun startede i 2005 hos Ullits Dyrlæge senere Dyrlægerne Himmerland og Hestehospitalet Himmerland. Hun er ikke at træffe på klinikken i dagligdagen, men kan kontaktes pr mail info@dinboghold.dk

Line Asmussen, blæksprutte og klinikassistent:

Ejer og driver Stald Vældgård, hvor der de sidste 20 år har været rideskole, opstaldning, heste i ridning/tilridning og avl. Gennem årene har jeg opbygget en stor erfaring og passion for heste og har haft fornøjelsen af at hjælpe mange hesteejere og ryttere med deres ønsker og behov.
Nu er der droslet ned på undervisning og tilridning, og der er plads til nye udfordringer.
Jeg har kendt Helle gennem mange år og nu ser jeg frem til at yde den bedste service som blæksprutte og klinikassistent hos Hestepraksis Himmerland.

Vibeke Falkengaard, dyrlæge:

I 1993 efter endt dyrlægeuddannelse drog jeg ret hurtigt til Jylland. De første mange års erhvervserfaring er indhentet fra ansættelse i forskellige landpraksis med heste, køer, små drøvtyggere, grise, hunde og katte, som en del af hverdagen. Første praksis vikariat var ved Per Bottke i Gl. Ullits.

Da mine 2 døtre fra 1998 og 2000 nåede skolealderen valgte jeg at blive en del af et skandinavisk kvæg/drøvtyggerteam for medicinalfirmaet Boehringer Ingelheim Animal Health.

Pigerne er blevet voksne og jeg har haft mulighed for at vende tilbage til praksislivet. Inden min ansættelse ved Hestepraksis Himmerland her pr. februar 2025 har jeg været ansat i et par kvægpraksis samt været med til opstart af ”Himmerlandskød” - det ny kreaturslagteri i Aalestrup.

Siden barnsben har interesseret mig for heste og været hestepasser for andres heste. I midt 90’erne købte jeg min egen første hest. I 1999 blev ”Fjordlyst” et lille landsted i Gedsted købt og her har jeg et par islandske heste, som jeg forsøger at få reddet jævnligt.

Udeliv det at følge med i naturens gang giver mig energi i hverdagen. Jeg holder af at sætte mig mål fysisk som fagligt og forsøger samtidig at få passet hus, hjem, venner, familie og fulgt med i mit barnebarns opvækst – så indimellem kniber det med at få døgnets 24 timer til at slå til.

Det er skønt at bevæge sig rundt i den jyske geografi, opdage naturperler til senere udforskning, møde forskellige mennesker, være i bevægelse både fysisk og fagligt. Jeg er den grad klar til at gøre en indsats og glad for at have fået muligheden for genoptage og indhente nye kompetencer med heste som arbejdsmæssigt omdrejningspunkt, så nu håber jeg også, at I er klar til mig.

Camilla Rokkjær, dyrlæge:

Uddannet dyrlæge i januar 2025 med speciale i heste. Foruden almen praksis er største interesseområde ortopædi, hvor jeg i september har været på efteruddannelse i forbenshaltheder. Dette opfølges af et kursus omkring bagbenshaltheder i februar.

Jeg er født og opvokset i Vestjylland, men bor nu i Aars. Jeg har altid haft stor interesse for heste som jeg har delt med mine søstre og har selv en ældre pensioneret dressurhest.